Hvordan lukker jeg en virksomhed?

Det er ærgerligt, når man når til den beslutning, at ens virksomhed skal lukkes. Der er i forbindelse med en lukning mange ting, man skal huske, og man er nødt til at foretage en officiel lukning af virksomheden.

Nogle tror fejlagtigt, at de blot kan stoppe med at lave nogen aktivitet i virksomheden, hvorefter virksomheden automatisk vil gå i bero. Sådan er det ikke, og vi har samlet alle de ting du skal huske, når du drejer nøglen om.

Vi vil skelne mellem at lukke en enkeltmandsvirksomhed og et selskab (A/S, ApS, IVS og I/S), da måden det gøres på er lidt forskellig.

Luk en enkeltmandsvirksomhed

Det første du skal gøre, når du gerne vil lukke din enkeltmandsvirksomhed er at gå ind på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, hvor lukningen skal registreres. På hjemmesiden bliver man bedt om at udfylde en blanket, hvorefter Erhvervsstyrelsen skal godkende lukningen ud fra de udfyldte informationer.

Lukningen på Erhvervsstyrelsens hjemmeside er der, hvor virksomheden lukkes i praksis, men der er andre ting der skal gøres før, at virksomheden er officielt lukket.

Meddel lukningen til Skat

Næste trin er at logge ind på ens private forskudsopgørelse, hvor man også skal meddele, at man har lukket sin virksomhed. I forskudsopgørelsen skal man krydse den tjekboks, hvor der står "Er du ophørt med virksomhed virksomhed i år eller tidligere end i år?".

Det er kun muligt at rette i forskudsopgørelsen fra november til september, hvilket betyder at hvis man ønsker at lukke sin virksomhed fra september til november, må man vente med at rette dette indtil, at den næste forskudsopgørelse er klar. Det er typisk i november, at forskudsopgørelsen for det næste år er klar.

Lav en avanceopgørelse og et skatteregnskab

Lige meget hvornår på året din virksomhed skal lukke, skal der både laves en avanceopgørelse og et skatteregnskab. Et skatteregnskab indberettes via Skattestyrelsen, hvor man skal udfylde et oplysningsskema.

For at kunne lave et skatteregnskab er det vigtigt, at man har bogført igennem året. Uden bogføringen har man ikke styr på, hvilke indtægter og udgifter virksomheden har, hvilket gør det umuligt at lave en korrekt indberetning.

Langt de fleste virksomheder har nogle aktiveri virksomheden som over tid ændrer værdi og bliver solgt videre. Hvis man selv har taget aktiver ud af virksomheden, eller har solgt dem, skal man lave en avanceopgørelse, der viser, hvor meget man har tjent/tabt på salg af aktiver.

Ved lukning af virksomhed er det vigtigt, at alle aktiver sælges, og det er vigtigt, at de sælges til markedsprisen. Du kan derfor ikke sælge din arbejdscomputer til dig selv for 15 kr., hvis det ville koste dig 3000 kr. at købe den et andet sted fra. Det er især vigtigt, da man skal kunne bevise over for skat, hvad man har sat prisen ud fra.

Når avanceopgørelsen er lavet, skal man oplyse enten tabet eller fortjenesten i oplysningsskemaet, der tidligere gik under navnet selvangivelsen. Du tager altså prisen for, hvad du har købt aktivet fra i sin tid, og hvad du kan sælge det for nu. Oplysningsskemaet kan også findes på Skattestyrelsens hjemmeside.

Lav et momsregnskab og betal gælden

Selvom du muligvis lukker din virksomhed midt i et regnskabsår, skal du stadig lave et momsregnskab for det pågældende år. De aktiver som du sælger, skal du også opkræve moms på, selvom at du er ved at lukke virksomheden.

Du skal indberette momsen som normalt, og her er det vigtigt at indberette den, da det kan give en bøde på 8.000 kr. at lade være.

Der er ingen virksomheder, der må lukke, hvis der er gæld i virksomheden. Hvis der derimod er gæld, så bliver lukningen kaldet for en konkurs. Derfor skal gælden betales af inden, at virksomheden lukker.

Luk et selskab

For at lukket et selskab skal man, ligesom ved enkeltmandsvirksomheden udfylde:

  • Forskudsopgørelsen

  • Skatteregnskabet

  • Oplysningsskemaet

  • Avanceopgørelse

Det gøres på samme måde som forklaret ovenfor, så der er ingen grund til at forklare den del igen. Dog adskiller lukningen af enkeltmandsvirksomheder og selskaber sig på ét punkt. Når man vil lukket et selskab, er det nemlig muligt også at lave en betalingserklæring eller lave en frivillig likvidation.

Lav en betalingserklæring eller en frivillig likvidation

En betalingserklæring er en erklæring, der forklarer, at virksomheden har betalt al den gæld, der var i virksomheden inden, at de lukkede. Hvis man ikke kan udfylde en betalingserklæring, vil det oftest være fordi, at virksomheden lukker med gæld og derfor begærer sig konkurs.

Lige så snart at en betalingserklæring udfyldes, vil de sædvanlige regler for hæftelse ikke længere gælde. Hvis alle ejere har skrevet under på betalingserklæringen, skriver de også under på, at al gælden er betalt. Hvis dette ikke er tilfældet, vil ejerne efterfølgende hæfte personligt for gælden.

Hvis man ikke vil lave en betalingserklæring, kan man også vælge at foretage en frivillig likvidation. Ved en frivillig likvidation sælges alle aktiver, og man betaler alle kreditorer i virksomheden. Nogle gange vil der være penge tilbage i virksomheden, og hvis der er det, så udbetales det til ejerne.

En frivillig likvidation laves før, at virksomheden egentlig er lukket, hvor at en betalingserklæring først laves efterfølgende.