Hvordan vælger man den rigtige revisor?
Det er langt fra ligegyldigt, hvilken revisor man vælger at gøre brug af, selvom man umiddelbart skulle tro, at alle revisorer kunne det samme. Langt hen af vejen har revisorer også de samme kvalifikationer, men ligesom med så mange andre erhverv, så specialiserer revisorer sig også. Det er altså forskelligt, hvad en revisor kan hjælpe med.
Vigtigheden bag at vælge den rigtige revisor kan ikke understreges nok, da valget kan have store konsekvenser for virksomheden. Det er vigtigt, at revisoren forstår det problem der er, men også at personen har nok kompetencer til at hjælpe på den bedst mulige måde.
Det kan være uoverskueligt at gå i gang med at vælge den rigtige revisor, hvis man ikke ved, hvad man skal have med i sine overvejelser.
Overvejelser du skal gøre dig før du vælger
Et af de første skridt imod at vælge den rigtige revisor er at fastlægge, hvad der skal bruges hjælp til. En revisor kan først og fremmest hjælpe med at revidere større selskabers regnskab, hvilket betyder at revisoren gennemgår og godkender regnskabet.
En virksomhed skal have regnskabet revideret, hvis der er tale om:
At selskabet har en balancesum på over 4 mio. kr.
At selskabet har en nettoomsætning på over 8 mio. kr.
At virksomheden har 12 fuldtidsansatte i gennemsnit over 12 måneder
Opfylder et selskab to eller alle tre kriterier skal regnskabet revideres af en revisor, og hvis ikke er det valgfrit.
Hvis revisoren ikke skal bruges til at revidere et regnskab, kan revisoren bruges til at give rådgivning i stedet. En revisors rådgivning kan spænde vidt, men der rådgives eksempelvis inden for skat, bogføring og virksomhedsstyring.
Før revisoren skal vælges, er det vigtigt at være klar over præcis, hvad der skal bruges hjælp til. Ved at indsnævre det, vil det også være nemmere at finde en revisor, der er bedst inden for det specifikke felt. Med det i mente er det ikke kun erfaringen og kompetencerne, der spiller en rolle, når en revisor skal vælges.
Hvordan er kemien med revisoren?
Udover at revisoren skal have erfaring inden for det felt, du har brug for hjælp til, er den professionelle kemi også vigtig. Det kan godt gå hen og lyde overflødigt, om man har kemi med sin revisor eller ej, men det er tværtimod ret vigtigt.
Når man vælger en revisor indgår man et samarbejde med den person, og i et samarbejde er kemien vigtig, da kemi, eller mangel på samme, kan påvirke udkommet af opgaven. Det er vigtigt, at du som kunde har fuld troskab til din valgte revisor, og det nytter derfor ikke noget at vælge en revisor, hvor man har tvivl om revisors evner.
I og med at revisoren hjælper dig med vigtige aspekter af din virksomhed, er det vigtigt, at du har en god mavefornemmelse omkring revisoren. Det arbejde revisoren foretager har trods alt stor påvirkning på din virksomheds fremtid.
Har revisoren arbejdet med lignende sager førhen?
Selvom revisoren måske har et stort kendskab til problemstillingen, kan det også være en fordel, hvis man vælger en revisor, der har arbejdet med lignende sager som ens egen. På den måde ved man, at revisoren har de rette kompetencer.
Det kan eksempelvis være, at man opsøger en revisor for at få hjælp til, hvilken virksomhedsform der ville være den bedste at vælge. Her er det en klar fordel, hvis revisoren før har hjulpet små virksomheder med netop at træffe det valg.
Når du er i gang med at finde en mulig revisor, kan det være en god ide at tjekke virksomhedens referencer - altså hvem personen har arbejdet med, og inden for hvilket felt de har rådgivet virksomheden.
En god ide kan være at forhøre sig i sit netværk, om der er nogle, der har haft brug for lignende hjælp, og som har en god revisor, de kan anbefale. Det kan nogen gange være mere værdifuldt af få anbefalet en revisor mund til mund end at surfe internettet rundt efter referencer.
Hvad er prisen for revisors hjælp?
Pris er altid en stor faktor, når man har valgt at købe sig til noget hjælp eller rådgivning. Prisforskellene kan være store fra revisor til revisor, men det er super vigtigt at have helt styr på prisen, da der ofte kan være en række ekstraudgifter, man ikke har medregnet.
Her er det en god ide at nærlæse det tilbud, man får fra revisoren, så man sikrer sig, at prisen også er korrekt. Man kan med fordel indhente flere tilbud fra forskellige kvalificerede revisorer, så man kan se, hvor man får mest fra sine penge.
En vigtig pointe er dog, at prisen ikke er alt, og man ikke altid skal vælge den billigste løsning, fordi den ikke altid er den bedste løsning. Sammenlign derfor hvad revisoren kan tilbyde, og hvad revisoren har af erfaring med, hvilken pris revisoren skal have.
Et lille tip herfra er, at revisorer umiddelbart kan virke som utrolig dyre, men i stedet for at tænke på, hvor meget deres ydelse koster, skal man i stedet tænke på, hvor meget værdi de kan tilføre ens virksomhed.
Har revisoren tid til at hjælpe dig?
Ligesom at du arbejder for at tjene penge, gør en revisor det samme. For mange kan det betyde, at man påtager sig for meget arbejde, da det er gode penge, man kan tjene. I visse tilfælde kan man påtage sig for meget arbejde, som kan betyde at arbejdet ikke bliver udført grundigt nok.
Dette kan også ske for nogle revisorer, hvilket er derfor at du som kunde skal sikre dig, at revisoren har tid nok til at hjælpe dig. Det kan være en god ide at tale med personen i telefonen eller arrangere et møde, da man hurtigt kan fornemme, om personen har for mange bolde i luften eller ej.
Du skal føle, at revisoren har tid og overskud nok til at hjælpe dig med præcis din opgave.