Lav et godt tilbud
Et tilbud kan være altafgørende for, om en handel kommer i hus eller ej. Det er derfor vigtigt, at selvstændige ved, hvordan man laver et tilbud.
I denne artikel vil du blive klogere på, hvordan et tilbud skal laves, og hvilke overvejelser man er nødt til at gøre sig.
Sæt dig ind i kundens behov
For at kunne lave et godt tilbud, som fanger kunden, er det helt essentielt, at man sætter sig ind i, hvilke behov kunden har. Man kan med fordel arrangere et møde med kunden for at finde ud af, hvad kunden ønsker. Det kan være et telefonmøde eller et fysisk møde. Dog er et fysisk møde at foretrække, hvis der er tale om en handel, der koster mange penge.
Et tilbud kan hurtig falde til jorden, hvis tilbuddet afspejler, at man ikke har forstået, hvad kunden egentlig vil have.
Hvad skal et tilbud indeholde?
Inden at tilbuddet kan laves, er det også vigtigt at have styr på, hvad et tilbud skal indeholde. Selve tilbuddet skal selvfølgelig indeholde, hvad der kan tilbydes, og under hvilke betingelser det kan tilbydes.
Udover det er de tre vigtigste ting i et tilbud:
Kontaktinformationer på virksomheden
Priser på alle dele af tilbuddet
Udløbsdato
Hvis en kunde vil acceptere tilbuddet, er det vigtigt, at kunden ved, hvordan de skal få kontakt til dig. Skriv derfor alle kontaktoplysninger på, så kan kunden kontakte dig til hver en tid. Kan kunden ikke få fat på dig, er det svært for kunden at acceptere tilbuddet.
Prisen er for mange altafgørende, så derfor er prisen også noget, der skal fremgå af tilbuddet. Det skal være tydeligt for kunden, hvad de forskellige priser dækker over, og den samlede pris skal skrives udførligt.
Det sidste meget vigtige i et tilbud er, hvor længe tilbuddet er gældende. For det meste har kunden x-antal dage eller uger til at acceptere tilbuddet før, at tilbuddet ikke længere er gældende. Selvom en specifik dato kan virke overflødigt, er datoen altid en god ide.
Formuler tilbuddet på en forstålig måde
Efter at kundens behov er blevet tydeliggjort, er det næste skridt at udarbejde tilbuddet. Her er det meget vigtigt, at alle dele af tilbuddet er letforståelige. Med andre ord skal hver en del af tilbuddet beskrives tydeligt, så der ikke senere hen opstår misforståelser mellem kunde og leverandør.
Kunden bliver ofte mere sikker, hvis det er tydeligt at se, hvad tilbuddet indeholder, og hvad det ikke indeholder. Hvis en kunde eksempelvis ønsker et tilbud på en træterrasse, er det ikke nok bare at skrive, at materialerne koster 15.000 kr. I stedet skal skruer, træ og andre materialer skrives hver for sig.
Fælles for alle mennesker er, at de gerne vil vide, hvad deres penge går til. Derfor er det vigtigt, at alt er skrevet så udførligt som muligt, så kunden ikke føler, at pengene ryger ned i et sort hul.
Brug en skabelon til at lave tilbuddet
Udover at tilbuddet skal være let forståeligt, er det også vigtigt, at tilbuddet kan læses, og opsætningen ikke giver problemer. Det er hertil en god ide at bruge en skabelon, der har en klar og tydelig opsætning. Husk igen her, at det skal være tydeligt, hvad tilbuddet indeholder.
De fleste online faktureringsprogrammer har også en skabelon til et tilbud, og SumUp fakturaer er ingen undtagelse. Som leverandør af tilbuddet skal du ikke tænke på, hvordan layoutet ser ud, da programmet klarer det for dig.
Send tilbuddet eller præsenter det ved et møde
Når tilbuddet er lavet færdigt, er det nemmeste blot at sende det til kunden. Hvis det er en mindre opgave, er det oftest at foretrække for både kunden og leverandøren, at tilbuddet sendes på mail. Ved at sende det kan kunden se på tilbuddet, når der er tid.
En anden mulighed er at holde et møde med kunden. Det virker mere professionelt at holde et møde med en kunde, hvis det er et stort og dyrt tilbud. Ved at holde et møde kan kunden også spørge direkte, hvis der er nogle ting, der ikke er helt klare. Et møde giver en dialog omkring tilbuddet, og ved at afholde et møde med kunden, kan båndet mellem kunde og leverandør blive styrket.
Fra tilbud til faktura
Er du i den heldige position, at dit tilbud er blevet accepteret? Fedt! Hvis du er bruger af SumUp Fakturaer kan du nemt og enkelt lave dit tilbud om til en faktura - helt uden at indtaste alle oplysningerne igen.
Du følger blot disse trin, hvis du vil lave dit tilbud om til en faktura:
Vælg det tilbud der er blevet accepteret af en kunde
Klik på 'Accepteret af kunde' oppe i højre hjørne
Der står nu 'Konverter til faktura' samme sted - klik på den
Alle tilbuddets informationer er nu i en faktura
Klik efter på 'Godkend' og send fakturaen afsted til kunden
Det er meget vigtigt ikke at ændre i tilbuddet, når det er blevet accepteret af en kunde. Ændringer må kun ske, hvis begge parter er enige. Man kan altså ikke ændre i priser eller betingelser, hvis det ikke er det, som kunden har accepteret.