Følgeseddel - Hvad er en følgeseddel?
En følgeseddel er et dokument, der følger med en leveret vare. På følgesedlen kan du se detaljerne for den modtagne pakke, som typisk tæller varens art, mængde og pris.
Med SumUp Fakturaer kan du sende en faktura til din kunde, så de ved, hvad dine varer og ydelser koster. Lav både fakturaer, proformafakturaer og tilbud!
Følgeseddelen angiver også, hvis varer i den samlede ordre ikke er en del af den pågældende levering. På den måde giver følgesedlen modtageren et overblik over, hvad den samlede ordre indeholder, hvad der er sendt i den pågældende levering og hvad der mangler at blive leveret.
Følgeseddel på engelsk hedder delivery note, og det vil der ofte stå på pakker, der bliver sendt fra et andet land. Hvis man sender en vare til et andet land, bør der stå 'Delivery note' og ikke 'Følgeseddel, da det ikke er alle, der forstår dansk.
Hvad skal en følgeseddel indeholde?
Først og fremmest beskriver følgesedlen, hvad en pakke indeholder af varer. Dernæst beskriver en følgeseddel også, hvis der er varer, som ikke er vedlagt den pågældende ordre, og derfor mangler at blive leveret.
En følgeseddel kan se vidt forskellig ud fra en virksomhed til en anden. Udseendet af følgesedlen afhænger af formålet med følgesedlen, indholdet af kontaktoplysninger, bankoplysninger og andre oplysninger.
Dog er der ingen regler for, hvordan en følgeseddel er designet, så det er frit for den enkelte virksomhed at designe udseendet på sin egen følgeseddel.
Alligevel er der en række krav til indholdet af en følgeseddel, som man bør følge:
Navn og kontaktoplysninger på sælger
Købers navn og kontaktoplysninger
Følgesedlens udstedelsesdato
Varens leveringsdato
Varebeskrivelse
Mængde
Traditionelt set indeholder en følgeseddel ikke varens pris, men mange virksomheder vælger at inkludere varens pris på følgesedlen. Alternativt kan man også liste varerne efter deres varenummer.
Hvornår bruger man en følgeseddel?
En følgeseddel bliver vedlagt den pågældende levering af en vare. På følgesedlen er leveringens indhold beskrevet, så du kan se, hvad leveringen indeholder. Hvis du ud fra følgesedlens indhold ikke kan godkende den pågældende levering, behøver du ikke at kvittere for leveringen.
Kan du derimod godkende indholdet af følgesedlen, og dermed den leverede vare, kan du med fordel vælge at kvittere for leveringen med underskrift. På den måde sikrer du dig rent juridisk, at levering er sket korrekt.
Hvis du omvendt køber en vare i en fysisk butik, og tager du varen med hjem med det samme, får du ikke en følgeseddel. Her får du en kvittering, hvor varens pris er angivet.
Hvad er forskellen på en følgeseddel og en faktura?
I modsætning til en faktura indeholder en følgeseddel typisk ikke den solgte vares eller ydelses pris. Derudover er en faktura forbundet til opkrævning af betaling af en vare eller ydelse, hvilket en følgeseddel ikke er.
På den måde er følgesedlens funktion meget forskellig fra fakturaens funktion. Følgesedlen følger med en leveret vare for at vise, at den korrekte vare er leveret til rette modtager.
Eksempel på forskellen på en følgeseddel og en faktura
Hvis du køber noget på nettet, som skal leveres hjem til dig, modtager du typisk både en faktura og en følgeseddel. Efter du har indtastet din ordre, er første trin, at du modtager en ordrebekræftelse pr. e-mail. På ordrebekræftelsen kan du se detaljer om, hvad du har bestilt, pris og hvornår du kan forvente, at dine varer bliver leveret.
I nogle tilfælde vil du dernæst modtage en faktura pr. e-mail. Denne faktura informerer dig om, at beløbet på dit køb er blevet trukket fra din bankkonto, og at ordren er på vej til dig. Når du så modtager ordren, vil en følgeseddel være vedlagt leveringen.